Ruifang landsby hvor der skal provianteres.
De rødder der er på billedet skæres i stykker, de puttes derefter i feks. Whiskey, lagres et års tid og skulle efter sigende være godt for knoglerne. Det kunne vi godt have brugt :-) Vi har da efterfølgende, efter turen, godt kunne mærke vores krop. Jeg selv har da ihvertfald fundet/mærket muskler jeg ikke anede eksisterede i min krop.
Her var en smuk udsigt over Pacific og det specielle syn af Yin-Yang havet med et mix af gult og blåt vand. Man troede oprindeligt, at det var metal udledt af metal minen der var i området. Men selv 10 år efter at de stoppede deres arbejde der, består havet endnu. Dem der har forstand på geologi mener, at det skyldes en stor mængde af Pyrit der efter millioner af år har dannet noget der hedder Fe3+, der dannes svævende partikler når det flyder ud i havet og skaber derved den specielle farve.
Den lille højeste top der ses på bjerget er vores mål.
Er der mon guld?
Vi kan stadig se toppen.
'
Tidlig morgen på stationen. Vi skal med regionaltoget til byen Ruifang og derefter med bus op ad bjerget mod Jinguashi og Jiufen, guldgraver landsbyer, der idag er på verdens listen over bevaringsværdige steder. Man levede af guldgraveri i området men idag er det historiske steder og museeum. Der er også fundet kobber i området.
Efter at have handlet ind i den lille by Ruifang kørte vi 20 min. med bus og blev sat af ved foden af et bjerg. Det var 29,9 grader kl. 8:45, en varm dag i udsigt...puha.
Målet for vores tur er Thepot bjerget også kaldet "thepot uden håndtag bjerget" vi skal først bestige bjerget Banping for at nå op til thepotten. Målet er den lille top du ser der rager højest op. Der er lang vej endnu som du ser. Man kan endnu ikke se hvorfor man kalder det en thepot.
Der er utroligt mange templer i området, før minearbejderen gik på job bad han til, at han ville finde guld og blev velsignet af guderne før det farlige arbejde i minerne.
Da vi kommer lidt tættere på målet kan vi godt se hvorfor det kaldes thepotte bjerget. Vi skulle op på toppen af thepotten ned igennem en grotte og så fortsætte vandringen ned af bjerget igen.
For at krydse bjergryggen og komme helt hen til thepotten, gik vi på en smal sti med megen blæst og sølvgræs der svajede så man blev helt svimmel i starten. Forestil dig at gå på en smal mur og der er en høj skrå væg på hver side nedad - det var så det vi gjorde. Lige i starten af trailen, var det var svært at se hvor man gik, men nu tænker man tilbage på denne del som "den nemme" del. men udsigten var fantastisk når man lige havde vænnet sig til det svajende græs og højden til begge sider.
Efter en velfortjent pause og frokosten helt oppe på toppen af første bjerg, ophørte sølvgræsset. Terrænet blev nu til klipper, der var torvværk nogle steder andre ikke. En ting er helt sikkert, når der var et torv så holdt man i torv. Man fik i den grad brugt alle sine sanser og muskler i kroppen, der skulle virkelig stor koncentration, fokus og hårdt arbejde til. Ikke alle steder var lige ufarligt, men med forsigtighed så gik det helt fint. En del af turen har vi ikke billeder fra idet det simpelthen ikke var muligt at fotografere da man havde to hænder på et torv eller ikke havde plads til at stå og ballancere. Nogle steder havde vi kun 30 eller 50 cm at bevæge os på, men vi har forsøgt at tage så mange billeder som muligt. Nogle steder "gik" man på en næsten lodret væg kun med et tov at holde i, og der var over 500 meter ned. En af de helt slemme, var en skrå væg uden engentlig ståsted, men med torvet til hjælp gik den også helt fint, men sved på panden og adrenalin i kroppen det fik man da. Det var en af de steder man ikke kiggede så meget ned :-)
Midt i det hele på en top var der en lille oase, en mini skov med oceaner af sommerfugle OG SKYGGE. Her holdt vi et hvil før turen gik videre. Stedet var helt eventyr agtigt her midt på klippe bjerget.
Turen tog os ca. 8 timer fra vi stod af bussen til vi igen var nede. Det var benhårdt men en spændende oplevelse.